Rimsøhuset bliver grøn med ny bæredygtig varmeløsning

Fredag den 20. april tændte Rimsøhuset for deres nye grønne varmeløsning. Mere end 40 af egnens borgere mødte op for at se nærmere på den nye installation og høre mere om Rimsøhusets sats på grøn varme.

Varmeløsningen hedder nærvarme, og består i, at selskabet Best Green har købt og installeret en varmepumpe hos den lokale forening Rimsøhuset, og er i fremtiden ansvarlige for vedligehold og drift.

”Genbrug og bæredygtighed er en del af vores DNA, og det er derfor naturligt for os at vælge en grøn varmeløsning. Derudover kan vi nu se frem til økonomiske fordele, som gør, at vi kan tilbyde flere aktiviteter, specielt om vinteren, hvor vi tidligere har været nødt til at spare på varmen,” fortæller Niels Mulvad, talsmand for Rimsøhuset.  

Varmepumpen ved Rimsøhuset forventes at reducere CO2-udledningen med 48 tons om året i forhold til det tidligere niveau. Derudover vil varmepumpen varme på Rimsøhusets økonomi fremadrettet og foreningen kan se frem til at frigive nogle af deres frivillige kræfter, som ikke længere skal passe og pleje et gammelt oliefyr.

”Rimsøhuset kan se frem til at slippe for alt besvær og vedligehold med opvarmning og i stedet betale en fast lav pris for grøn varme. Det betyder, at de kommer til at spare penge på varmeregningen fra dag et. Indtil nu har Rimsøhuset fyret med olie, men ved at skifte deres varmeløsning, kommer de til at spare mere end 20% på varmeregningen”, forklarer direktør i Best Green, Simon Steen Bak Kristensen.

Fra grøn forening til grønt lokalområde

Foreningen, Rimsøhuset, opstod i 2015 på initiativ fra lokale borgere, som havde et ønske om at skabe et socialt fællesskab. Ved at forvandle et nedlagt plejehjem til i dag at være en veldrevet socioøkonomisk virksomhed med bæredygtig økonomi, har Rimsøhuset bevist, hvordan fællesskab og ’løfte i flok’ mentalitet kan bane vejen for nye initiativer.

”Vi oplever, at mulighederne for at udfolde kulturlivet i landdistrikterne er i afvikling og for os er Rimsøhuset derfor et forsøg på at fastholde det rige kulturliv liv inde i landet, hvor den såkaldte grønne handlemåde altid har været  en forudsætning for bæredygtighed i dagligdagen”, fortæller Niels Mulvad og fortsætter; ”langt hen af vejen ser vi Best Greens indsats for at udbrede bæredygtig varme her inde i de tyndt befolkede områder, som en hjælp til at forstærke vores indsats for at fastholde og udvide styrken i en grøn og bæredygtig livsform.”

Med installationen af nærvarme viser Rimsøhuset vejen for lokalområdets private og virksomheder til, hvordan den grønne omstilling kan gøres på nye måder. Med sine godt 1600 m2 er Rimsøhuset en af de største varmeforbrugere i Djursland, som nu vælger at skrotte oliefyret og få nærvarme.

Stærke lokalsamfund driver grøn omstilling 

Erfaringer hos Best Green viser, at stærke lokale aktører, som tør gå forrest i den grønne omstilling, skaber en positiv effekt på resten af lokalområdet.

”Rimsøhuset er et rigtig godt eksempel på, hvordan fællesskab i de små lokalsamfund kan sætte gang i omstillingen af fossile varmeanlæg i lokalområder ved at gå forrest. I Best Green gør vi det nemt at vælge et grønt alternativ til oliefyret, derfor ser vi ofte, at andre følger i samme fodspor, når de ser, hvor let det kan gøres,” fortæller Simon Steen Bak Kristensen.

Nærvarme er en bæredygtig og vedligeholdelsesfri varmeløsning til private, virksomheder og institutioner, der bor uden for fjernvarmeområder i Danmark, hvor oliefyret indtil nu har været en fortrukken varmeløsning. I dag har mere end 200 boligejere og virksomheder i Danmark valgt at skifte fyret ud med nærvarme fra Best Green.