Feriegæster bader sig til grøn samvittighed efter indvielse af varmepumpe

Når feriegæsterne på Feriecenter Bønnerup Strand fremover tager et varmt bad eller skruer op for varmen, kan de gøre det med ren klimasamvittighed. Feriecenteret har nemlig udskiftet det gamle oliefyr med en stor miljøvenlig varmepumpe.

D. 23.03.19

Da Feriecenter Bønnerup Strand i 2018 måtte sande, at deres forældede olietank sang på sidste vers, var tiden inde til en ny varmeforsyning. Jagten blev indledt på en varmeforsyning, som både var grøn og samtidig kunne give besparelser i varmeregnskabet for feriecenteret, som, med sine 154 ejerlejligheder, indendørs pool, aktivitetsrum m.m., har et stort areal, der skal opvarmes. Resultatet blev, at feriecenteret nu forsynes med nærvarme, som produceres i en stor varmepumpe, der ejes af en ekstern leverandør.

”Vi vil gerne være et grønt feriecenter og med den udvikling, der har været inden for varmepumpeteknologien, var vi trygge ved at vælge denne løsning. Nærvarme er jo ligeså nemt som fjernvarme, og jeg forstår ærlig talt ikke, hvorfor der ikke er flere, der har det.” siger Roberto Vejrup, direktør og bestyrelsesmedlem i feriecenterets APS-bestyrelse.

Nærvarmen fra varmepumpen forsyner varme og varmt vand til hele feriecenteret, og det forventes, at denne nye varmeforsyning reducerer feriecenterets CO2 udledning med 200 tons årligt sammenlignet med det gamle oliefyr. Dermed kan feriegæsterne tænde for varmen, nuppe et brusebad eller hoppe i den indendørs pool med grøn samvittighed.

At valget faldt på nærvarme, hang yderligere sammen med en række faktorer, der bl.a. omhandler gennemsigtighed, og at ansvaret for varmeleverancen ligger hos den eksterne leverandør, Best Green.

”Hvis der opstår problemer med varmepumpen, kan vi bare ringe til leverandøren. Det giver en stor tryghed i den daglige håndtering, at de har ansvaret for alt det praktiske. Dermed løber vi ikke nogen økonomisk risiko, hvis varmepumpen ikke fungerer, som den skal.” siger Jens Erik Brøgger, teknisk ansvarlig for feriecenteret.

 

Hvordan fungerer det med nærvarme?

Nærvarme er betegnelsen for miljøvenlig varme produceret i varmepumper, som er ejet af en ekstern leverandør – i dette tilfælde virksomheden Best Green. Best Green laver ekspertdimensionering af varmepumpen, så den tilpasse den aktuelle bygning. Idet Best Green ejer varmepumpen, har de ansvaret for drift, service og vedligehold af varmepumpen. De garanterer forsyningssikkerhed, og kunderne betaler kun for den mængde varme de bruger samt et abonnement.

Installationen, som Best Green har lavet ved feriecenteret, består af en stor 200 kW varmepumpe, som har indbyggede akkumuleringstanke under varmepumpen.

”Det er det allernyeste indenfor varmepumpeteknologi, vi har installeret her i Bønnerup. Vi har udviklet teknologien samarbejde med DVI (Dansk Varmepumpe Industri), og det minder lidt om en plug’n’play varmeforsyning. Varmepumpen skal kun tilføres strøm og tilsluttes varmesystemets eksisterende frem- og returløb. Nemmere bliver det faktisk ikke at vælge en grøn varmeforsyning.” fortæller Michael Helding, direktør i Best Green.

 

Grønne tal i ejerforeningen

Foruden at varme på klimakontoen trækker den nye varmeforsyning også lune spor ind i feriecenterets økonomi. Et af kravene til den nye varmeforsyning var nemlig, at feriecenteret skulle opnå besparelser på varmeregningen.

Ved at vælge nærvarme fra Best Green kunne feriecenteret undgå en millioninvestering til en ny varmeforsyning. Med nærvarme betalte feriecenteret nemlig kun et tilslutningsbidrag på 200.000 kr. samt installationsomkostninger til rør- og strømføring.

”Som ejerforening er det vores ansvar at forvalte ejernes økonomi bedst muligt, og med nærvarmeløsningen kunne vi spare markant på vores varmeregning. Det frigiver midler, som kan bruges på anden vis i feriecenteret.” forklarer Peter Nees, formand i ejerforeningens bestyrelse.

Feriecenteret forventer at spare op mod 40 % på deres varmeregning med den nye varmeforsyning, og det giver positive miner i et varmeregnskab, hvor knap halvdelen af varmeforsyningen bruges på opvarmning af fællesarealer.

Feriecenter Bønnerup Strand får nærvarme

Jens Erik Brøgger er teknisk ansvarlig ved Feriecenter Bønnerup Strand, og har dermed det daglige blik på varmepumpen. 

Hør ham fortælle om installationen og oplevelsen af nærvarme.