Nu kan du holde varmen om vinteren og blive kølet ned om sommeren

Best Green udvider varmeløsning med ny banebrydende funktion, der gør det muligt for boligejere at holde varmen om vinteren og blive kølet ned om sommeren. Løsningen er en indbygget softicemaskine, som forventes at blive et hit blandt børnefamilierne i Danmark.  

”I Best Green arbejder vi hele tiden med at udvikle energiløsninger, der gør hverdagen lettere og smartere for vores kunder. Med denne udvidet softice-funktion gør vi nærvarme attraktivt hele året rundt – også om sommeren,” fortæller Simon Steen Bak Kristensen, Direktør i Best Green.

Softice-funktionen integreres i det indemodul, som i forvejen installeres hos boligejere, når man køber nærvarme. Den nye smarte køleteknologi gør det muligt at tappe softice fra nærvarmeløsningens indemodul, hvilket giver boligejere mulighed for nedkøling på varme sommerdage.Prisen på installation af den udvidede funktion er 399,- og med et årligt abonnement på 500,-, skal man hverken tænke på genopfyldning og rengøring – det klarer Best Green.

”Grøn omstilling skal være enkelt, nemt og sjovt for vores kunder. Vi tror på, at kølefunktionen kan være med til at sætte fokus på grønne energiløsninger og gøre nærvarme endnu mere attraktivt for de danske børnefamilier,” fortæller Susanne Fløjgaard, Marketing ansvarlig hos Best Green. 

De varme sommerdage bliver lidt sjovere

Best Green lancerede det nye produkt i sidste uge, hvor foråret for alvor slog igennem med overgangen fra vinter- til sommertid. Allerede nu har den første familie i Danmark fået installeret kølefunktionen – fremover kan de se frem til at tappe softice fra deres varmeløsning.

”Vi synes det er et kæmpe plus, at vi nu også kan bruge vores varmeløsning om sommeren - det er perfekt til de varme sommerdage, når vi skal holde børnefødselsdag og så giver det et sjovt indspark til hverdagen,” fortæller Pia og Sebastian, som fra i dag kan tappe softice fra deres varmeløsning.

 

Denne hjemmeside bruger cookies til trafikmåling og optimering af indhold. Hvis du klikker videre, accepterer du vores brug af cookies. Vil du vide mere om vores cookies, og hvordan du sletter dem. Læs mere

Luk